Måske én af Danmarks bedste garn butikker

I Ribes midte, lige imellem Domkirken og Sct Catharinæ kirke, ligger en gammel forretning: Ribe Broderi og Garn. Ejer Maren Svendsen har passet butikken og dens kunder i snart 46 år, hun er der hver eneste dag og deler generøst ud af sin viden til alle: de garvede, nybegynderne, store som små kan få hjælp til alt mellem himmel og jord.

Alt mellem himmel og jord er ingen overdrivelse, for det er netop hvad der er i Marens butik: alt hvad man overhovedet kan forestille sig indenfor strik og syning, finder man der i Ribe. Og hvis det skulle lykkes nogen at spørge efter noget, hun ikke har, skaffer hun det, vær vis på det.

Man kan godt risikere at blive lidt overvældet første gang, man træder ind ad døren; der er fyldt og proppet, fra gulv til loft med alskens lækkerier og det kan være svært at få overblikket. Men Maren ved, hvor alting er, vær blot tålmodig og spørg når det bliver din tur. For det er det næste “problem”: der er næsten altid kø! Når man bliver ekspederet, får man nemlig al den hjælp og vejledning, man ønsker, og der er altid tid nok, selvom køen er lang. Men så går man jo der og venter, og falder tit over andre lækkerier, man er nødt til at have og lave. Der findes garner fra rigtig mange forskellige producenter og metervis af opskrifter, og flotte modeller (altså strik-), som man kan gå og forelske sig i. Og overalt ser man små skilte med priser og info, alle med Marens sirlige skråskrift. Ovenpå, på første sal, er der stof og stof og mere stof – et kapitel for sig, som jeg slet ikke er kommet til endnu. Mht broderier, er udvalget koloenormt stort og – har jeg hørt – der findes mønstre helt tilbage fra halvfjerdserne, gemt der et sted, hos Maren.

ribe_garn_og_broderi

Jeg plejer at sige at Maren ved alt og husker alt: min egen aha oplevelse var, da jeg en dag spurgte hende om en avistrøje. “Var der ikke engang en trøje der lignede en avis?” Joda, svarede Maren, gik hen til en mappe og hev en gammel fotokopi frem; “denne her blev bragt i det og det blad, engang i firserne – og siden er der lavet de her varianter”, svarede hun og så havde jeg fire forskellige opskrifter i hånden.

Marens søn Allan tager sig af alt, der har med symaskiner at gøre. Og Marens svigerdatter Phen er tæt på at være som Maren selv: hamrende dygtig til det hele! Det eneste hun mangler, er de 46 år på bagen, men hun er godt på vej.

En anden info om Phen: når mørket falder på og butikken lukker, slæber hun afsted med poser, fulde af ting der skal fikses. For det kan man også få ordnet hos Ribe Broderi og Garn! Lynlåse der skal skiftes, bukser der skal lægges op, huller der skal repareres, stort og småt – you name it, Phen ordner det derhjemme, efter lukketid og til en yderst fornuftig pris. Jeg har sågar hørt at hun syr gallakjoler til byens studiner, den dygtige Phen.

I butikken findes også flere ansatte, alle som een er de søde, dygtige og meget kompetente.

Bor man langt fra Ribe, sender de gerne med posten, hvad man mangler. Og de har en hjemmeside, hvor man kan finde det hele: www.symaskineland.dk

Men har man en halv dag tilovers, så kør til Ribe og besøg Maren og de andre i Ribe Broderi og Garn – det er absolut turen og tiden værd, at besøge det slaraffenland, der findes der, midt imellem de to kirker.

Plantefarvekursus med (G)uld

release-01 release-10 release-9

 

Plantefarvningen som håndværk har ikke ændret sig meget, siden fortidens farvere rørte i gryderne. Mange elementer af håndværket er stadig brugbare i dag – dog er der visse ting, der gøres anderledes end sidst, plantefarvning var populært.

(G)uld tager udgangspunkt i egne erfaringer gennem mange års farvning – hvilke metoder er stadig anvendelige, og hvordan opnår man et godt og holdbart resultat. Vigtigst af alt for (G)uld er at kunne viderebringe fascinationen af naturens kunnen og tidligere tiders håndværk. Det gør (G)uld til en kærlighedserklæring til det traditionelle plantefarvningshåndværk i en moderne tid.

 

release-8

Kunne du tænke dig at opleve facinationen for plantefarvningen og samtidig lære plantefarvningen fra bunden, så har du nu en unik mulighed for at komme på en inspirations- og kursus dag med de to (G)uld piger.

 

Søndag den 13. marts 2016 kl. 11.00 – 17.00 afholder MorCooper sammen med (G)uld pigerne
foredrag og plantefarvekursus i Darum Kultur- og Fritidscenter.

 

FOREDRAG

Foredrag med indblik i naturens farverige verden, plantefarvning som håndværk, et kulturhistorisk syn på fortiden og nutiden samt et indblik i firmaet (G)uld.

PLANTEFARVEKURSUS

(G)uld pigerne medbringer farvebade, og alle deltagere får lov at farve en masse lækkert alpaka- og merinogarn. Endelig får vi et bredt indblik i farveprocesserne, så vi kan arbejde videre hjemme.

På kurset afregnes det farvede garn med hver enkelt deltager. (Pris pr. bundt 40 kr.)


KØB DIN BILLET TIL KURSUS OG FOREDRAG

Kursuspris inkl. lækker frokost buffet: 600 kr.

Billetsalget starter den 1. december. Billetter bestilles på cooperhuset@gmail.com

Maks 30 deltagere.

release-5

release-4 release-04   release-02

 

 

 

“Top This” huer

Faldt pladask for et par strikkekits med disse to yndige bamsehoveder i. Selve garnet i kittet var akryl og nylon, og jeg er nu engang bedst til uld, så det blev til et par stribede huer i Mayflower garn istedet. Og så tuttenutterne på toppen, det er da ikke så tosset…?

“Top This” strikkekits fås i rigtig mange variationer, den ene sødere end den anden!

top this huer

To Uldvarmere med finurligheder.

Klarabarnet på snart to år løber ind i den ene virus efter den anden i vuggestuen, og snotnæse og feber er træls, når mor og far har travlt på arbejdsmarkedet. Ellen Larsen Designs har lavet en Uldvarmer, en skøn lille vest til at holde kroppen varm og ungen rask.

Opskriften er et rigtig godt grundmønster og jeg har tilføjet lidt hulmønster og boblekanter, og så et par nuttede knapper. Sjov at strikke og overkommeligt projekt, og forhåbentlig en glad og tilfreds Klara ❤️

uldvarmere

Vaffeljakke og pulsvarmere

bog
Sidsel Høiviks “Vakker Strikk” er min absolutte yndlingsbog pt. Den er smækfyldt med de smukkeste trøjer, cardigans, tunikaer og tilbehør, og alting er så fint med broderi, ekstra knapper, perler og pailletter. Sidsel er vildt god til det feminine og pyntede, og bruger masser af flotte farvesammensætninger.

Mit første store projekt fra bogen er modellen på forsiden, og ærligt talt så var det er stor mundfuld. Selve strikkearbejdet var ikke så slemt, men derefter fulgte en masse broderi og hæklede kanter.

image2

Så meget desto større er glæden, når man kommer i mål, og når jakken så passer modtageren på en prik, så er ikke et øje tørt. Superstolt er jeg af det færdige arbejde og lykkelig for at nogen – Sidsel Høivik – formår at lave så smukke mønstre.

Garnet som anvendes i bogen produceres ikke længere; derfor har jeg brugt Drops Lima:

3609 Rød (bundfarve)
3145 støvet rosa (den lyse)
4088 Lyng (lavendel)
6273 Cerise (pink)
5820 Rubinrød (den mørke)
0705 Grøn

Pulsvarmere

Til jakken hører pulsvarmere (jeg løb tør for den røde bundfarve, så de blev lidt alternative men stadig brugbare:

image3

Og fordi de var så sjove at strikke, blev det til et par mere (uden knapper) fra restekurven:

image4

Garn til det næste “vakre” projekt ligger klar i reolen, men inden da er der lidt huer, vanter, en enkelt UFO og andre småting, der skal gøres færdig.

En hel dag uden strik!

Æblekage og müsliboller
Onsdag fik jeg en propfuld bærepose friskplukkede æbler. De første 3 kg røg i gryden til æblemos; der findes intet bedre end en rigtig gammeldaws æblekage med makroner (dem har jeg altså ikke bagt endnu) og letpisket flødeskum. Mums!

Dernæst en grydefuld til æblegele, og endelig en bagt kage med resten af æblerne.

Æblekagen er nem at smække sammen:
200 g sukker piskes grundigt med
200 g blødt smør
3 æg piskes i – et ad gangen
200 g mel – iblandet 1 tsk bagepulver røres i
Hældes i en smurt kageform (tærte- eller firkantet don’t matter)
Skiver af æbler taglægges tæt (jo flere jo bedre)

Drys generøst med kanel-sukker blanding og bag en god halv time ved 200 grader. Check med strikkepind (!) om dejen er færdigbagt.

Hvis man tilfældigvis har lidt æblegele ved hånden, kan man pensle den endnu lune æblekage med lidt smeltet gele, så bliver kagen blank og fin (det glemte jeg så at gøre). Men god blev den alligevel.


Hjemmebagte boller med effekt

Hjemmebagte boller har tripple-effekt; ikke mindst er det skønt at sætte tænderne i en lun bolle – frisk fra ovnen, men huset dufter også godt resten af dagen og ungerne bliver så glade når de vælter ind efter skole.

Bollerne onsdag var müsliboller:
50 g gær
5 dl lunkent vand
1/2 dl olie
1 tsk salt
3 dl økologisk musli fra Kornkammeret
9-10 dl hvedemel

Æltes godt, hæver lunt 30 minutter, formes til tyve boller, efterhæver 45 minutter, pensles med mælk og bages 15-20 minutter ved 200 grader.

Så onsdag var strikkefri dag (det sker heldigvis uhyre sjældent) – det eneste der kom i nærheden var, da jeg med en strikkepind (!) checkede om kagen var klar.
Og det var den!

Norske votter og Magic Loop

I weekenden strikkede jeg disse norske “votter” med rosemønster. Mønstret findes gratis på Hillesvåg Ullvarefabrikk’s hjemmeside.
strikkede norske vanter

Jeg elsker dem bare; sådan nogen rigtig “gammeldags” vanter er noget af det smukkeste strik – romantisk og traditionelt mønster – og ret så avanceret, hvis man nu skal være helt ærlig… Fem strømpepinde og så tungen lige i munden… Arhhhhhh…

MEN! Nogen derude har hittet på The Magic Loop; den mest geniale opfindelse siden den dybe tallerken og toiletpapir! Med denne metode kan man slippe for strømpepinde fuldstændigt og strikke strømper, ærmer, kraver, vanter etc. etc. – ved hjælp af een lang rundpind! Halleluja!

Rigtig mange strikkere har det fint med strømpepinde og drøner derudaf, men jeg blev bare aldrig særlig god til dem og når jeg en enkelt gang prøvede alligevel, fik jeg altid fire ekstra riller i strikken – ved hvert pindeskift. Pænt? Niks! Og så lader man bare være…

Men nu er sagen en anden, Magic Loop funker og linket nedenfor fra garnstudio.com viser hvordan man gør. Hop ud med begge ben, det er ikke så svært, og når det først kører, er det svært at få armene ned igen. For så kan man pludselig strikke alt det svære, som man afholdt sig fra, pga et anstrengt forhold til strømpepinde – som f. eks. norske votter.

Velkommen

Endelig! Så fik vi os taget sammen til at oprette en blog.

Vi er to strikkeglade veninder som længe har haft lyst til at lave en blog, hvor vi kan dele vores store passion for strikkekunsten med hele verden.

Selv om vi elsker at strikke og bruger mange timer på det, sysler vi også med andre spændende projekter i dagligdagen, så følg med og lad dig inspirere til små eller store projekter.

God fornøjelse med bloggen – og skriv endelig en kommentar hvis du har lyst.

Glade hilsner

MorCooper