“Top This” huer

Faldt pladask for et par strikkekits med disse to yndige bamsehoveder i. Selve garnet i kittet var akryl og nylon, og jeg er nu engang bedst til uld, så det blev til et par stribede huer i Mayflower garn istedet. Og så tuttenutterne på toppen, det er da ikke så tosset…?

“Top This” strikkekits fås i rigtig mange variationer, den ene sødere end den anden!

top this huer

To Uldvarmere med finurligheder.

Klarabarnet på snart to år løber ind i den ene virus efter den anden i vuggestuen, og snotnæse og feber er træls, når mor og far har travlt på arbejdsmarkedet. Ellen Larsen Designs har lavet en Uldvarmer, en skøn lille vest til at holde kroppen varm og ungen rask.

Opskriften er et rigtig godt grundmønster og jeg har tilføjet lidt hulmønster og boblekanter, og så et par nuttede knapper. Sjov at strikke og overkommeligt projekt, og forhåbentlig en glad og tilfreds Klara ❤️

uldvarmere

Vaffeljakke og pulsvarmere

bog
Sidsel Høiviks “Vakker Strikk” er min absolutte yndlingsbog pt. Den er smækfyldt med de smukkeste trøjer, cardigans, tunikaer og tilbehør, og alting er så fint med broderi, ekstra knapper, perler og pailletter. Sidsel er vildt god til det feminine og pyntede, og bruger masser af flotte farvesammensætninger.

Mit første store projekt fra bogen er modellen på forsiden, og ærligt talt så var det er stor mundfuld. Selve strikkearbejdet var ikke så slemt, men derefter fulgte en masse broderi og hæklede kanter.

image2

Så meget desto større er glæden, når man kommer i mål, og når jakken så passer modtageren på en prik, så er ikke et øje tørt. Superstolt er jeg af det færdige arbejde og lykkelig for at nogen – Sidsel Høivik – formår at lave så smukke mønstre.

Garnet som anvendes i bogen produceres ikke længere; derfor har jeg brugt Drops Lima:

3609 Rød (bundfarve)
3145 støvet rosa (den lyse)
4088 Lyng (lavendel)
6273 Cerise (pink)
5820 Rubinrød (den mørke)
0705 Grøn

Pulsvarmere

Til jakken hører pulsvarmere (jeg løb tør for den røde bundfarve, så de blev lidt alternative men stadig brugbare:

image3

Og fordi de var så sjove at strikke, blev det til et par mere (uden knapper) fra restekurven:

image4

Garn til det næste “vakre” projekt ligger klar i reolen, men inden da er der lidt huer, vanter, en enkelt UFO og andre småting, der skal gøres færdig.

En hel dag uden strik!

Æblekage og müsliboller
Onsdag fik jeg en propfuld bærepose friskplukkede æbler. De første 3 kg røg i gryden til æblemos; der findes intet bedre end en rigtig gammeldaws æblekage med makroner (dem har jeg altså ikke bagt endnu) og letpisket flødeskum. Mums!

Dernæst en grydefuld til æblegele, og endelig en bagt kage med resten af æblerne.

Æblekagen er nem at smække sammen:
200 g sukker piskes grundigt med
200 g blødt smør
3 æg piskes i – et ad gangen
200 g mel – iblandet 1 tsk bagepulver røres i
Hældes i en smurt kageform (tærte- eller firkantet don’t matter)
Skiver af æbler taglægges tæt (jo flere jo bedre)

Drys generøst med kanel-sukker blanding og bag en god halv time ved 200 grader. Check med strikkepind (!) om dejen er færdigbagt.

Hvis man tilfældigvis har lidt æblegele ved hånden, kan man pensle den endnu lune æblekage med lidt smeltet gele, så bliver kagen blank og fin (det glemte jeg så at gøre). Men god blev den alligevel.

Hjemmebagte boller med effekt

Hjemmebagte boller har tripple-effekt; ikke mindst er det skønt at sætte tænderne i en lun bolle – frisk fra ovnen, men huset dufter også godt resten af dagen og ungerne bliver så glade når de vælter ind efter skole.

Bollerne onsdag var müsliboller:
50 g gær
5 dl lunkent vand
1/2 dl olie
1 tsk salt
3 dl økologisk musli fra Kornkammeret
9-10 dl hvedemel

Æltes godt, hæver lunt 30 minutter, formes til tyve boller, efterhæver 45 minutter, pensles med mælk og bages 15-20 minutter ved 200 grader.

Så onsdag var strikkefri dag (det sker heldigvis uhyre sjældent) – det eneste der kom i nærheden var, da jeg med en strikkepind (!) checkede om kagen var klar.
Og det var den!